Peter Leth-Larsen

Fotograf

Fabelfuglenes rugefar

Af Peter Leth-Larsen

KÆRBY: Gnisterne flyver om Steffan Herriks ører og lander knitrende i dyngerne af gammelt metalskrot.

”Den har ikke opført sig ordentligt! Den skal ha’ en vinge af! Det er jo en veteran, der er kommet til skade”, siger han lige efter gnistregnen har lagt sig, og vinkelsliberens endnu roterende skive har stækket det øgleagtige væsens flyvefjer. ”Det er sgu’ nok en han, der ruger, men det sker. Nu er der jo også barselsorlov til hanfugle…”

Overalt flyder det med gamle fjerkræsakse, rivehoveder, roehakkere, store bolte og en masse andet skrammel i samme rustrøde kulør. 

I mere end en halv menneskealder har den vestfynske kunstner Steffan Herrik omgivet sig med et utal af fabeldyr – gumozoerne – bevingede væsner med menneskelige træk.

”Prøv nu at se den flok harvetænder her. Dem cutter jeg af, så har jeg en forrygende masse næb, som bare venter på at komme til at synge.” 

Hvor andre blot ser bunker af gammelt ragelse, så ser Steffan Herrik fugle allevegne.

Eller rettere: det er gumozoerne, som titter frem lige meget, hvor man kikker hen. Midt i rustbunken ligger flere halvfærdige skabninger og venter på at blive lavet færdige. Et par forvredne væsener blandt mange hundreder, som dagligt holder kunstneren ved selskab. I gennemsnit klækkes der en gumozo om ugen i den lille smedje på Vestfyn, og sådan har det været lige siden Steffan Herrik blev ramt af lynet i en robåd midt ude i Gamborg Fjord en dag i 1973.

”Så stod de der åndssvage hejrer i toppen af nogle træer. En grim, grim fugl – dens lyd er grim! Mærkelig fugl, graciøs flyver, mystisk væsen…, så tænkte jeg: De der væsner, dem kender du jo!” 

Atelieret bugner af grafiske produktioner og vidner om en kunstner,
som hele tiden har gang i noget.

Dengang var den unge kunstner helt vild med Aksel Sandemose, som i romanen ”Mytteriet på barken Zuidersee” beskriver et mærkeligt, rovfuglelignende fjerkræ i toppen af skibsmasten, som besætningen ikke kan blive enige om, hvad er for en størrelse. Undervejs er der et par stykker, som i fuld enighed kalder kræet en gumozo og fortæller, at den er sendt ned til dem fra Grønland med nordvestenvinden. Kaptajnen og andenstyrmanden blander sig, og det hele udvikler sig til lidt af en konflikt på det gode skib. 

Lige siden har den nu 67-årige kunstners skæbne været tæt knyttet til de besynderlige fugleskabninger.   

Fra barnsben har Steffan Herrik været fascineret af naturen og ville, hvis han ellers havde gået ordentlig skole, gerne have været ornitolog. Det blev kun til ni dage i gymnasiet i Fredericia, inden han meddelte rektor, at det nok var bedst at stoppe samarbejdet. 

”Det eneste, jeg var god til i skolen, var at løbe hurtigt og til at tegne…” 

Så det blev kunsten i stedet. I 1968 tog Steffan Herrik som 18-årig på Holbæk Kunsthøjskole, hvor han blev ramt så hårdt af Grundtvigs hammer, at han fuldstændig missede ’68-oprøret. Samme år lavede Steffan Herrik sin første udstilling med religiøs glaskunst.

 ”Jeg har altid været fuldstændig betaget af fugle, og ægget er en meget smuk form. Ud af det kommer der noget, som ligner en øgle. Pludselig får den fjer og vinger og kan flyve. Det er jo en fantastisk historie…!” 

Gumozo med horn.

Steffan Herrik blev dog aldrig ornitolog og kom aldrig til at tælle måger i klitterne. I stedet startede han med at udruge sine egne fugle. Foreløbig er det blevet til cirka 3.000 skulpturer og 10.000 grafiske værker.

Koldnålsraderinger, litografier, kobberrids, collager, jernskulpturer, bronzestøbninger, tatoveringer, pyrotekniske installationer… listen over Steffan Herriks mange kreationer er lang. Han roterer lidt på skamlen og kører kasketten rundt på issen. 

”Det er skide godt med håndværk. Kloge hænder… Men det må ikke drukne i perfektion, så bliver det sgu’ for kedeligt. Man skal have vanviddet og galskaben med. Smerten. Man skal derud, hvor det kradser lidt.” 

Efter en ganske lille tænkepause fortsætter han:

”Jeg ved sgu’ ikke, hvad jeg laver. Hvis jeg vidste det, så ville jeg enten holde op eller dø af forskrækkelse!”

I mere end en halv menneskealder har den vestfynske kunstner Steffan Herrik omgivet sig med et utal af fabeldyr – gumozoerne – bevingede væsner med menneskelige træk.

Inde i atelieret er væggene så behængt med sjove, mærkelige, muntre og djævelske væsner, at man skal gætte sig til vægfarven. Der er gumozoer overalt. Man kan næsten høre, hvordan de med næb og klør skriger, kagler og kradser for at komme ud af deres volierer af glas og rammer. 

I annekset myldrer det med ligeså mange figurer i brutalt bearbejdet jern. 

Alle er de med til at fortælle historien om en uhyre arbejdsom og produktiv kunstner, som udfolder sine åbenlyse kunstneriske talenter i grænselandet mellem det metafysiske og mytologiske og den abstrakte størrelse, vi i daglig tale kalder virkeligheden. 

”Meget af det, man laver, får man jo lov til at beholde selv. Jeg er ved at opbygge en af Danmarks største privatejede samlinger af egne værker…”, slutter rugefaren fra sit fabelværksted i Kærby.